Klubmodul henter siden
Bordeaux smagning med Taastrup ny Vinhandel

Bordeaux smagning med 
Taastrup ny Vinhandel

tirsdag den 25. august 2026 kl. 17.30 hos Tåstrup Ny Vinhandel
Taastrup Hovedgade 58a, 2630 Taastrup

Så er vinklubben klar med den første spændende smagning efter sommerferien, og det bliver en anderledes smagning, end dem vi plejer at holde, for vi skal prøve noget som det nok er 5 – 6 år siden vi har gjort sidst. Vi flytter nemlig smagningen væk fra PULS lokalet på Retortvej og holder den hos Taastrup Ny Vinhandel der ligger på adressen: Taastrup Hovedgade 58a, 2630 Taastrup. Det er knap 500 m. fra Taastrup S-station og ifølge Google Maps tager det ca. 6 min. at gå dertil fra S-stationen.


Smagningen er kommet i stand ved, at vi kontaktede Taastrup Ny Vinhandel for at høre om de var interesseret i at holde en Bordeaux Smagning i samarbejde med vinklubben. Torben fra bestyrelsen havde nemlig for et stykke tid siden deltaget i en Bordeaux smagning, som vinhandlen arrangerede i deres lokaler, og var ved den lejlighed blevet meget imponeret over både de serverede vine og den tilhørende mad, der var lavet af et firma der hedder Kogekonerne, som Taastrup Ny vinhandel ofte arbejder sammen med når de afholder arrangementer. 

Svaret fra vinhandlen var positivt, og vi blev enige om at holde smagningen hos dem, og gøre brug af Kogekonerne, således at vi får veltillavet mad til smagningen, der passer til vinene. Kogekonerne skiver bl.a. følgende om sig selv: Vi henter vores inspiration fra det klassiske dansk-franske køkken kombineret med forskellige smagsoplevelser fra middelhavet og vores nordiske terroir.


BEMÆRK: Taastrup Ny Vinhandel har kun plads til 24 deltagere i deres lokaler, så hurtig tilmelding tilrådes.


Hvorfor en Bordeaux smagning?

Bordeaux er et af verdens mest berømte vindistrikter og hjemsted for nogle af Frankrigs mest ikoniske vine. Området, der strækker sig langs floderne Garonne og Dordogne, er kendt for sine klassiske blends af Cabernet Sauvignon, Merlot og Cabernet Franc, som forener elegance, kompleksitet og stort lagringspotentiale.

I de senere år har kvaliteten af Bordeaux-vinene løftet sig markant – ikke kun blandt de berømte slotte, men også hos de mange mindre producenter. Moderne vinfremstilling, større fokus på bæredygtighed og mere præcist arbejde i vinmarkerne har skabt vine med større balance, friskhed og finesse. Resultatet er, at Bordeaux i dag byder på flere spændende kvalitetsvine og bedre værdi end nogensinde før.

Alt er dog ikke rosenrødt i Bordeaux, man kæmper nemlig med en stor opsætningskrise, hvilket skyldes bl.a. 

  • Faldende forbrug: Efterspørgslen på især rødvin er faldet meget
  • Overkapacitet: Der produceres langt mere vin end der bliver drukket, hvilket har skabt store lagre af usolgt vin.
  • Forbrugsmønstre: Folk drikker generelt mindre men bedre vin 

Konsekvenserne af dette er bl.a. at vinbønder har fået statsstøtte til at omdanne overskudsvin til industrialkohol og sprit, eller til at rive vinstokke op. Det har betydet at vinmarkernes samlede areal er faldet markant i de senere år.
 For forbrugerne har det til gengæld betydet, at det er muligt at købe mange vine til meget nedsatte priser. 


Her er en foreløbig liste over de vine der forventes at blive serveret til smagningen, men bemærk ændringer kan forekomme.

  • Cheval Noir Bordeaux Blanc
  • Château Haut Reys Graves
  • Château La Couronne Saint Émilion Grand Cru
  • Château Picard Saint-Estèphe
  • Château Cheval Noir Saint-Émilion Grand Cru
  • Château Larrieu-Terrefort Margaux
  • Château Lynch Moussas Pauillac
  • Château Feytit Lagrave Pomerol
  • Carmes de Rieussec Sauternes


PULS giver tilskud til arrangementet, så derfor er det muligt at tilbyde deltagelse i smagningen inkl. en anretning, for DXC ansatte og veteraner for blot 325 kr. 
For evt. gæster er prisen 650 kr. men bemærk da der kun er plads til 24 personer til smagningen, har DXC ansatte samt veteraner fortrinsret til pladserne. Det kommer til at fungere således at pladserne fordeles efter først til mølle princippet, dog med den undtagelse at gæster først kan være sikker på en plads efter tilmeldingsfristens udløb, og kun hvis der ikke er tilmeldt 24 DXC ansatte og veteraner.
Hvis man tilmelder sig dette arrangement og ikke er medlem af PULS bliver man automatisk meldt ind ved tilmelding.


Vi kender ikke den nøjagtige menu til smagningen, men Taastrup Ny Vinhandel oplyser at der plejer at være 2 serveringer med henholdsvis vildt og kalve/oksekød, og at maden passer til vinene. Der er formodentligt ikke mulighed for at der kan blive taget hensyn til allegener, men hvis du er f.eks. vegetar eller veganer, så har vi fået at vide at der kan blive serveret en anden menu i dette tilfælde, så noter det endelig på tilmeldingen, så vi kan gøre opmærksom på det. 

Tilmelding skal ske senest onsdag den 5. august 2026.


Årsagen til den tidlige frist for tilmelding, er at vi er usikre på om der er interesse for en smagning ude i byen, og derfor har vi sikret os at vi kan aflyse arrangementet, hvis vi ikke modtager tilmeldinger nok. 
 
DXC PULS Vinklub 

Tilmeldte
24 /24
Tilmeldingsfrist
05.08.2026
Tidspunkt
25.08.2026 kl. 17.30 - 25.08.2026 kl. 20.30
Sted
Puls rummet i stuen
Pris
0,00 kr.
Du kan efterfølgende selv rette eller afmelde din tilmelding på hjemmesiden.